Kvindelige ”præster”

Man ser snart overalt kvindelige præster, både i fri- og folkekirker. Dette er en ny ting i kirkens historie, noget som i tidligere århundreder var fuldstændig utænkeligt. Hermed et par tanker om hvorfor der ikke er plads til præstinder i kristne kirker.

1. Bibelens klare ord

      Et godt sted at starte er Bibelen! Selv en overfladisk læsning gør det helt klart, at kvindelige præster ikke er tilladt. Det nye Testamente siger, at kun mænd kan blive præster eller ”ældste” (1 Timotheus 3 og Titus 1).

      Apostlen Paulus forbyder flere steder at kvinder underviser, taler og leder i menigheden. Det er fuldstændig klart. I 1. Korintherbrev 14, siger han at det ikke ”sømmer sig” for en kvinde at tale i menigheden. Der er altså tale om hvad der er sømmeligt eller værdigt, hvad der er smukt i Guds øjne. Og i 1. Timotheus 2,11-12 siger apostlen: ”En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at undervise tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over manden; hun skal leve i stilhed”. Og i de følgende vers forklarer han sit bud med Guds skabelsesorden og med syndefaldet (vers13-14).

      2. Skabelsesordningen

      Dette klare forbud er ikke en kulturel ejendommelig ved den antikke verden, som vi nu med tiden er vokset fra. Det har sin rod i Guds skabelsesorden. Mand og kvinde er en helt grundlæggende dualitet som gennemsyrer skabelsesværket. Kønsroller – de naturlige forskelle mellem mænd og kvinder – er et udtryk for en guddommelig ”dans”, som åbenbarer Guds herlighed i skaberværket.

      Manden blev skabt først, derefter kvinden. Kvinden blev taget fra manden, men manden kommer fra kvinden. Den ene er intet uden den anden. Kvinden er mandens krone, hans ære og herlighed (1 Kor 11,7-9). Der er gennemgribende forskelle mellem mænd og kvinder, både psykologiske og fysiske forskelle (1 Peter 3,7). I et ægteskab er manden hovedet, kvinden er legemet. Manden er kaldet til at elske sin hustru som sit eget legeme og lægge sit liv ned for sin hustru, idet han efterligner Kristus (Efeserbrevet 5,21-33).

      Disse grundlæggende forskelle mellem mænd og kvinder betyder, at det er naturligt for en mand at tale med autoritet til en menighed. Det er det ikke for en kvinde. Det ved enhver, som tænker godt efter (se 1 Kor 11,13). (Dermed er det ikke sagt, at alle mænd evner at tale med autoritet). I gudstjenesten (som i hele livet) bør vi ære Gud Herrens hellige skabelsesorden. Vi bør forsøge med værdighed at opretholde de skel og den orden, som Gud har lagt ned i skaberværket.

      3. Præsten repræsenterer Kristus over for menigheden

      Denne skabelsesorden – denne ”guddommelige dans”, hvor der er en smuk og dyb naturlig forskel og rollefordeling i forholdet mellem mand og kvinde, peger hen på en endnu dybere sandhed: Nemlig det mystiske ægteskab mellem Gud og hans folk, mellem Kristus og Kirken. I dette mystiske ægteskab er Kristus vor himmelske ægtemand og Kirken hans hellige brud. Kristus kom og lagde sit liv ned for kirken, og vandt hende med sit blod.

      Dette har en stor betydning for vore gudstjenester. En gudstjeneste er ikke et eller andet møde vi selv arrangerer. Det er et pagtsmøde, som Gud har arrangeret mellem sig selv og sit folk. Det er et helligt møde, hvor Kristus i stor nåde besøger os, taler sit evangelium til os og bespiser os i den hellige Nadver.

      En præst er kaldet til at repræsentere Kristus. Apostlen Paulus siger, at han og de andre forkyndere er ”udsendinge på Kristi vegne, idet Gud så at sige formaner gennem os” (2 Korinther 5,20). Lidt senere i samme brev sammenligner Paulus sig selv med en trolover, der fører kirken til Kristus (2 Korinther 11,2). En præst er en symbolsk repræsentation af Kristus, og han taler på Kristi vegne til menigheden.

      En præst må være en mand, for at kunne være Kristi repræsentant over for menigheden. Han møder menigheden og taler på Kristi vegne. En kvindelig præst vender op og ned på det guddommelige mysterium, at Kristus er kirkens guddommelige brudgom.

      Faktisk bliver en kvindelig præst bliver således til en ”præstinde”. For hun kan ikke være en repræsentant for Kristus. Det er en symbolsk umulighed. Derfor kommer hun til at repræsentere en gud, som ikke er den kristne Gud.

      For at opsummere: At have kvindelige præster:

      1. er direkte ulydighed mod Gud bud

      2. vender op og ned på den naturlige orden

      3. tegner fordrejet billede af Kristus

      Reformatios nye Youtube-kanal

      Reformatio har også fået en youtube-kanal, som I kan finde her: https://www.youtube.com/@nicaenum

      Planen er I første omgang at synge igennem Salmernes Bog på traditionel vis. Det håber jeg mange af jer vil lytte med på.

      I den sammenhæng vil jeg også lave videoer til hver salme, med en lille udlægning og forklaring af salmen. Vi begynder med Salme 1, som du kan høre udlagt her:

      Hvis du endnu ikke har hørt indspilningen af salme 1, finder du den her: https://www.youtube.com/watch?v=5HTie7PaGBQ

      Må det være til jeres opbyggelse og frem for alt Gud til ære!

      Elsk dine fjender

      Jesus siger ikke, at kristne ingen fjender har, eller at vi ingen fjender bør have. Han siger at vi skal elske vores fjender. Andetsteds siger han at vi skal juble og glæde os, hvis verden hader os. Dog skal vi samtidig holde fred med alle, så vidt det står til os. Og det siges i de pastorale breve at en præst skal have et godt omdømme blandt dem udenfor. Han skal med andre ord være respekteret og vellidt – og hvis han er forhadt, bør det ikke skyldes en karakterfejl, men fordi han følger sandheden.

      Men der er noget galt, hvis alle synes godt om os og taler godt om os. Vi bør ikke være mennesker til behag. Hvis vi er mennesker til behag, kan vi ikke være kristi tjenere og da kan vi ikke være en profetisk røst til omvendelse og frelse.

      Er vi rede til at tale med profetisk autoritet til vort frafaldne land? Kalder vi til omvendelse og bod? Det vil være et udtryk for sand kærlighed. Det vil også skaffe os fjender. Det vil medføre modstand, en modstand vi ikke vil møde, hvis vi blot holder opbyggelige møder i egne rækker. Det kræver mod og Åndens kraft. Jeg beder om, at jeg selv må blive udrustet til at tale med mod og med Åndens autoritet til mine medmennesker.

      Vi må elske vore medmennesker, og det indebærer at vi må kalde vort ugudelige land til omvende fra afgudsdyrkelse, utugt, sodomi, barnemord og griskhed.

      Og da må vi huske at elske vores fjender og bede inderligt for dem der hader os.

      Som om det ikke var slemt nok i forvejen…

      Den seneste udtalelse om abort fra Det Uetiske Råd er nu blevet offentliggjort, og ikke overraskende ønsker de endnu friere rammer for barnemordere.

      Jeg finder det interessant, at der ofte tales om at abortspørgsmålet er et “vanskeligt emne” eller et “etisk dilemma”. Men hvorfor er det dog det? Hvis der intet forkasteligt er i at fjerne en lille klump celler på 6 cm i længden, hvorfor er det så slemt at komme af med en lidt større svulst, der vokser inden i dig? Hvorfor kan man ikke dræbe celleklumpen helt indtil fødslen? Og hvad med bagefter…? Og hvorfor ikke? Ved hvilken autoritet, beslutter man, at det er blevet forkert?

      Ja, måske synes vi, at det er et vanskeligt emne, fordi vi godt ved, at der ikke blot er tale om en lille klump celler, men om et menneskeliv. Hvor meget vi end vil, kan vi ikke fjerne os fra den realitet, at det er menneske skabt i Guds billede og at det er en forbrydelse at myrde livets frugt.

      Der ligger en enorm skyld over vort land og mange er ved at blive psykisk syge på grund af deres skyldfølelse. At myrde børn er ikke en lille forbrydelse. Det er uskyldigt blod, der råber til Gud om hævn.

      Sennepsfrøet, surdejen og Daniels sten

      I forlængelse af artiklen fra sidste uge, har jeg besluttet at bruge lidt tid på at betragte et par af de lignelser om Himmeriget, som Jesus fortæller i Matthæusevangeliet, nemlig lignelserne om sennepsfrøet og om surdejen i Matthæus 13,31-33:

      Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark.  Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«

      Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«

      Matt 13,31-33

      Det himmelske kongerige

      Inden vi går videre, er det værd at bemærke at ”himmeriget” egentlig betyder det himmelske kongerige. Der er rent sprogligt på græsk en meget tydelig sammenhæng mellem ordet for konge (basileus) og for kongerige (basileia).

      Det himmelske kongerige er det kongerige, som Kristus kom fra himlen ned på jorden for at annoncere og tilvejebringe. Han prædikede at kongeriget var kommet nær, at det var lige på trapperne. Og i Matthæusevangeliets slutning proklamerer han, at kongeriget er blevet en realitet, med ordene: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt 28,18). Ved sin død og opstandelse overvandt vor Herre Satans magt og spredte mørket magter. Han bragt liv og uforgængelighed for dagen. Han satte sig på tronen.

      Disse to lignelser handler om dette himmelske kongerige, som i Kristus er kommet fra himlen og ned på jorden. Lignelserne hører sammen og har det samme budskab med lidt forskellige vinkler. De handler om hvordan himmeriget ser ud. Begge taler om noget, der har en lille og uanselig begyndelse, som virker langsomt, men dog med en mægtig kraft, og som i den sidste ende udretter noget meget stort.

      Således ser Kristi kongerige til at starte med uanseligt ud. Det er ikke mægtigt for denne verdens øjne. Med jordiske øjne var det blot en lille gruppe galilæiske fiskere, der havde startet en ny jødisk sekt. Men dette kongeriges kraft ligger ikke i kødelig magt, men i evangeliets og Åndens kraft.

      Daniels sten

      Det er værd at lægge mærke til de gammeltestamentlige paralleller til Jesu lignelse. En af disse finder vi i Daniel 2, hvor Nebukadnesar drømte om en billedstøtte, der blev væltet af en sten. Billedstøtten symboliserede de kongeriger, der indtil Kristi komme skulle dominere Israel. Men mens Nebukadnesar så på billedstøtten,

      ”blev en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder af jern og ler og knuste dem. Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet, sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet. Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.”

      Dan 2,34-35

      Her tales der om et kongerige, der skal tilintetgøre alle andre kongeriger. Og da Jesus prædikede Guds rige, må de jøder der kendte deres Bibel, vide at Guds rige, skulle komme som der stod skrevet i Daniels bog. Hvis de læste efter, ville de vide, at de levede i den tid, som der stod skrevet om:

      I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed ”

      Dan 2,44

      Men Daniel beskriver dette kongedømme som en sten, der vokser til et stort bjerg. Det sker ikke på én dag. Det fylder ikke jorden på en dag. Det er det samme, som Jesu lignelser slår fast. Evangeliets kraft er ikke en ydre kraft, der gennemtvinger en ny verdensorden. Det er Åndens usynlige, men dog almægtige kraft.

      Når Jesus siger at Himmeriget er kommet nær, handler det om at Daniels sten er kommer rullende. Riget er ved at blive etableret.

      Træet et symbol på kongemagt

      Det er også værd at bemærke, at Jesus i sin beskrivelse at sennepstræets blomstring, (det bliver ”større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene”) refererer til de mange steder i det Gamle Testamente hvor kongemagt sammenlignes med træer.

      I Dommerbogen 9 bliver Abimelek og de andre af Gideons sønner sammenlignet med skovens træer og Abimeleks grusomme og uretfærdige kongemagt sammenlignes med en tjørnebusk.

      I Ezekiel 17 sammenlignes Judas sidste konger først med et cedertræ og så med et vintræ, der i sin svaghed må krybe under andre konger. Men Herren lover at han en dag vil plante et skud fra det høje cedertræ:

      På Israels højeste bjerg planter jeg det. Det skal sætte grene og bære frugt, så det bliver et prægtigt træ; alle vingede fugle skal bo i det, i nålehangets skygge skal de bo.  Så skal alle skovens træer forstå, at jeg er Herren. Jeg ydmyger det høje træ og ophøjer det lave, jeg lader det friske træ visne og lader det visne blomstre. Jeg, Herren, har talt, og jeg vil gøre det.

      Ez 17,23-24

      Således forudsiger Ezekiel Kristi kongedømme.

      I Daniel 4 bliver Nebukadnesars kongemagt sammenlignet med et stort træ, i hvis grene himlens fugle bygger rede og under hvis skygge jordens dyr finder hvile. Således levede mange folkeslag under Babylons beskyttelse og måtte underordne sig for at kunne leve i tryghed. Men Nebukadnesars træ blev hugget om og hans kongemagt blev taget fra ham, indtil han ydmygede sig under Gud.

      Men nu omtaler Jesus sit eget kongedømme som et sennepstræ, der lige så langsomt bliver stort. Og således ser Kristi kongedømme ud i denne verden. Da Jesus fór til himmels og satte sig ved Faderens højre hånd, var Kristi herredømme en etableret realitet. Men vi ser endnu ikke alt underlagt ham (Hebr 2,8), men vi ved at Faderen nu er i gang med at lægge alt under hans fødder (1 Kor 15,25).

      Lad os derfor være ved godt mod. Kristus har taget sæde på sin herligheds trone. Og himmeriget vokser ganske umærkeligt, men dog ustandseligt.

      Daniels dyr og Løven af Judas stamme

      I Åbenbaringsbogens femte kapitel læser vi om en bogrulle, der er er i højre hånd på ham, der sidder på tronen. Denne bogrulle kunne ingen i himlen eller på jorden åbne – undtagen ”Løven af Judas stamme” (Åb. 5,5). Dette er Kristus, og han beskrives også som det slagtede lam. Det er ham, som i Åbenbaringsbogen 5 modtager magt og myndighed fra Faderen. Men hvad er baggrunden for dette billede? Jeg er overbevist om, at der blandt andet er en reference til Daniels bog.

      I det hele taget er Johannes Åbenbaring fuld af referencer til det Gamle Testamente, og herunder særligt til Daniels bog. I begyndelsen af Åbenbaringsbogen får vi en reference fra Daniel 7:

      Se han kommer på skyerne, og hvert øje skal se ham, også de, som har gennemboret ham; og alle jordens [el. landets] folkestammer skal jamre over ham

      Joh. Åb. 1,7

      Menneskesønnen

      Dette udsagn i begyndelsen af Johannes’ Åbenbaring, som i øvrigt har af stor betydning for en ret forståelse af hele bogen, har sin baggrund i Daniel 7,13 (og desuden Zak. 12,10). I Daniels bog er der i sammenhængen tale om en ”menneskesøn”, der skal komme på skyerne til den Gamle af Dage og kongedømmet skal overdrages i hans hænder. Inden da har Daniel beskrevet, hvordan fire forskellige dyr efter hinanden er steget op af havet og er blevet givet magt fra Gud. Men nu sætter Gud retten og holder om (Dan 7,10), og da bliver disse dyr dømt, og det er Menneskesønnen, som får overdraget ”herredømme, ære og kongerige”.

      Billedstøtten i Daniel 2

      De fire dyr i Daniel 7 er ganske parallelle til billedstøtten i Nebukadnesars drøm i Daniel 2, hvor billedstøttens forskellige dele repræsenterer fire kongeriger, som skulle opstå. De fleste fortolkere er enige om, at disse fire kongedømmer repræsenterer først det babyloniske rige, så det medio-persiske rige, siden Alexanders den stores græske rige, der bliver delt i fire kongeriger, og til sidst det romerske rige. Det var de disse fire riger, der kom til at dominere Israels historie fra Daniels tid og i de næste fem hundrede år indtil Messias’ komme.

      Nebukadnesars drøm indeholder en herlig profeti: En sten bliver en sten revet løs, men ikke ved menneskehånd – og denne sten vælter billedstøtten. Og stenen vokser til et stort bjerg, der fylder jorden (Dan. 2,35). Der er tale om at de ugudelige kongeriger må vige for Guds kongerige, der skal blive åbenbaret på Romerrigets tid. For Daniel skriver: ”I de [dvs. de romerske] kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten.” (Dan. 2,44).

      De fire dyr

      I Daniel 7 er billedet ændret til fire dyr, der skal stige op af vandet, det ene mere frygtindgydende end det andet. Igen repræsenterer dyrene de samme fire kongeriger. Vi får på mange måder en mere udførlig beskrivelse, især når det gælder det fjerde dyr, der er mere frygtindgydende end de andre, og som har mange horn, hvilket repræsenterer forskellige konger. Men der står skrevet:

      Derpå så jeg dette: Jeg så, at dyret blev dræbt på grund af de store ord, som hornet talte; dets krop blev tilintetgjort og overgivet til den flammende ild.  Herredømmet blev også taget fra de andre dyr, og deres levetid blev begrænset til en fastsat tid.  I nattesynerne så jeg dette:

      Med himlens skyer kom en,
      der så ud som en menneskesøn;
      han kom hen til den gamle af dage
      og blev ført frem for ham.
      Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
      alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
      Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå,
      hans kongerige skal ikke gå til grunde.

      Dan. 7,11-14

      Pointen med profetien i Daniel 7 er, at Gud vil opfylde de mange løfter til Israel, og han vil tage magten fra disse jordiske konger og i stedet overdrage kongedømmet til Menneskesønnen, og Han skal regere over sit folk til evig tid.

      Løven af Judas stamme

      Når vi således læser i Åbenbaringsbogen 5 om Løven af Judas stamme, der bliver overdraget bogrullen (hvilket i sammenhængen blandt andet symboliserer domsmagt) – da er det en reference til dyrene i Daniel 7. Tidligere har andre herskere regeret. Andre kongeriger har haft magten. Men nu er magten taget fra dem og overdraget til Løven af Judas stamme. Og denne løve er også et lam – det slagtede Lam – som døde for vore synder og løskøbte os. Han kan åbne bogrullen. Han modtager domsmagt. Og resultatet er at alle væsner falder ned for Lammet. Lammet modtager tilbedelse og magt over alt.

       Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.

      Joh. Åb. 5,12

      Denne konge er ikke som de andre. Han er ikke hård og brutal. Han er mild som et lam. Og dog er han frygtindgydende som en løve. Hans kongedømme er ikke som jordens konger, men han nu indsat som ”herskeren over jordens konger”.

      Johannes Åbenbaring 5 handler ikke om en fremtidig begivenhed, men det som nu er sket. Kristus forkyndte, at ”Guds kongedømme er kommet nær” (fx Mark 1,15). Han overvandt Satans magt og blev kronet som konge, da han tog sæde ved Faderens højre hånd. Gud har gjort ham “både til Herre og til Kristus” (Apg 2,36). Alle jordiske konge er ham underlagt. Og han siger selv: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden…” (Matt. 28,18).

      Han er Løven af Judas Stamme. Han er det slagtede lam, som er værdigt til at få al magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris.